Grundejerforeningen for Kometvej

Skrevet af sekretær Bo Richter.

VEDTÆGTER for GRUNDEJERFORENINGEN KOMETVEJ 

Kap. 1 Foreningens navn og hjemsted.

§1.Foreningens navn er Grundejerforeningen for Kometvej, Holsted Nord

§2. Foreningens hjemsted er Næstved Kommune under Næstved retskreds, der er foreningens værneting.

Kap. 2 Foreningens område og medlemskreds.

§3 stk.1. Foreningens geografiske område er identisk med området for lokalplan B51.1-1, A3 for et område til boliger ved Holsted Nord i Næstved Kommune.

§3 stk.2. Foreningen skal efter krav fra Byrådet optage medlemmer fra tilgrænsende områder.

§3 stk. 3. Foreningen skal efter krav fra Byrådet sammenslutte sig med en eller flere grundejerforeninger for tilgrænsende områder eller opdele foreningen i to eller flere selvstændige foreninger.

§4. Grundejerforeningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af ejendommen, der er beliggende indenfor foreningens område.

§5 stk.1. Foreningens generalforsamling kan efter samme regler som gælder for vedtægtsændringer træffe beslutning om, 

at foreningens område skal udvides, således at ejere at ejendomme, der ligger uden for foreningens område, men som grænser til dette, kan optages som medlemmer af foreningen, 

at grundejerforeningen skal slutte sig sammen med en eller flere bestående grundejerforeninger for tilgrænsende områder, og 

At grundejerforeningen skal opdeles i to eller flere selvstændige foreninger.

§5 stk.2. Generalforsamlingens beslutning i h.h. til §5 stk 1, kræver Byrådets godkendelse.

§5 stk.3. Hvis ejendomme, hvorpå der ikke hidtil har hvilet forpligtelse til at være medlem af en grundejerforening, inddrages under foreningens område, skal et således opnået medlemskab være bindende for fremtidige ejere af de pågældende ejendomme, hvorfor der skal ske tinglysning af servitutbestemmelse herom.

Kap.3 Foreningens formål og opgaver.

§6 stk.1. Grundejerforeningen skal forestå drift og vedligeholdelse af fællesanlæg og fællesarealer i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser og udføre de opgaver, der i øvrigt henlægges til foreningen i medfør af lovgivningen.

§6 stk. 2. Grundejerforeningen varetager i øvrigt i overensstemmelse med generalforsamlingsbeslutning herom medlemmernes fælles interesser i forbindelse med de under foreningens område hørende ejendomme.

§6 stk.3. Grundejerforeningen er berettiget til at optage de lån og/eller opkræve de økonomiske midler hos medlemmerne, der er nødvendige for udførelsen af foreningens opgaver, samt kræve fornøden sikkerhed herfor.

§7. Grundejerforeningen er uafhængig af partipolitiske interesser.

Kap.4 Medlemmernes forhold til foreningen.

§8 stk. 1. Generalforsamlingen afgør, i hvilket omfang finansiering og administration af de til foreningen henlagte opgaver alene skal ske ved opkrævning hos de enkelte medlemmer eller tillige ved optagelse af lån.

§8 stk. 2. Det enkelte medlem er pligtig at betale de til enhver tid af generalforsamlingen fastsatte bidrag.

§8 stk.3. Ved ikke rettidig betaling af skyldige beløb skal det pågældende medlem ikke alene betale alle med inddrivelsen forbundne omkostninger, men tillige et rentebeløb på 2% pr. påbegyndt måned af det skyldige beløb.

§8 stk. 4. Et medlem, der er i restance, har ikke stemmeret på generalforsamlingen, ligesom medlemmet ikke kan vælges til tillidshverv i foreningen.

§9 stk. 1. Et medlem betaler bidrag for hver ejendom medlemmet ejer, fra det tidspunkt, hvor der er pligt til at være medlem af foreningen.

§9 stk.2. Der betales lige store bidrag for alle ejendomme og boligenheder.

§10 stk.1. I forholdet til tredjemand hæfter medlemmerne ikke for foreningens forpligtelser med andet end deres andel i foreningens formue. Generalforsamlingen kan dog med 2/3 majoritet, jf. § 24 stk. 1 vedtage personlig og solidarisk hæftelse for gæld til anerkendt pengeinstitut.

§10 stk.2. I forhold til foreningen hæfter medlemmerne personligt og pro rata, hvilket også skal gælde for tab, som foreningen har på enkelte medlemmer.

§10 stk.3. Det enkelte medlem er pligtig efter generalforsamlingens beslutning overfor långivende pengeinstitut at stille sikkerhed for foreningens lån.

§10 stk. 4. Det enkelte medlem er endvidere efter generalforsamlingens beslutning pligtig at stille sikkerhed for foreningens til enhver tid værende krav mod medlemmet.

§11 stk. 1. Når et medlem overdrager sin ejendom eller på anden måde ophører med at være ejer af denne, er vedkommende fra dette tidspunkt ophørt med at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue.

§11 stk. 2. Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser over for foreningen, idet den tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for eventuelle restancer over for foreningen, indtil den nye ejer har berigtiget restancerne og overtaget forpligtelserne.

§11 stk. 3. Både den tidligere og den nye ejer er pligtig at anmelde ejerskiftet til foreningen og i forbindelse hermed oplyse den nye ejers navn og bopæl samt den tidligere ejers nye bopæl.

§12 stk. 1. Hver matrikel har på generalforsamlingen to stemmer. Derudover kan der ikke stemmes pr. fuldmagt.

Kap.5 Foreningens ledelse og administration. 

§13 stk. 1. Generalforsamlingen er grundejerforeningens højeste myndighed.

§13 stk. 2. Medlemmer af ejerens husstand, lejere og andre brugere af ejendomme inden for grundejerforeningens område har adgang til at overvære generalforsamlingen, medmindre generalforsamlingen beslutter andet. Det samme gælder for repræsentanter for kommunen.

§14 stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned i Næstved Kommune.

§14 stk. 2. Den årlige generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med mindst 21 dages varsel, ved opslag på foreningens hjemmeside samt omdeling til respektive medlemmer.

Deltagelse i generalforsamling kan ske digitalt, hvis bestyrelsen vurderer behovet er tilstede og minimum to parceller ønsker det.

Tilkendegivelse herom skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.

§14 stk. 3. Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen, skal følge med indkaldelsen til generalforsamlingen. Det samme gælder det underskrevne årsregnskab for det foregående regnskabsår samt forslag til budget for indeværende regnskabsår.

§14 stk. 4. Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde, skriftligt eller ved elektronisk kommunikation seneste 14 dage før generalforsamlingen.

§14 stk. 5. Spørgsmål der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.

§14 stk. 6. På den ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:

1.Valg af dirigent

2.Bestyrelsens beretning om det forløbne år.

3.Aflæggelse af regnskab, underskrevet af revisor og bestyrelsen.

4.Rettidigt indkomne forslag fra medlemmerne.

5.Vedtagelse af budget og fastsættelse af bidrag og eventuelt indskud.

6.Valg af formand

7.Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleant.

8.Valg af revisor og revisorsuppleant.

9.Eventuelt

Under eventuelt kan der ikke sættes forslag under afstemning.

§15 stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme varsel som den ordinære, afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt eller efter skriftlig begæring herom til bestyrelsen af mindst ¼ af foreningens medlemmer, der ikke er i restance til foreningen. I begæringen skal dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling angives.

§15 stk. 2. Når begæring om afholdelse ekstraordinær generalforsamling er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter dennes modtagelse, idet juli måned ikke medregnes.

§15 stk. 3. Hvis ikke mindst ¾ af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet af generalforsamlingen.

§16 stk. 1. Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen, suppleant, kasserer, revisor eller revisorsuppleant for foreningen.

§16 stk. 2. Alle afstemninger sker ved håndsoprækning, medmindre generalforsamlingen eller dirigenten bestemmer, at afstemningen skal være skriftlig. Hvis deltagelse i generalforsamlingen sker digitalt gennemføres afstemning for disse ligeledes digitalt.

§16 stk. 3. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, medmindre vedtægten bestemmer noget andet. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Blanke stemmer medregnes ikke.

§16 stk. 4. På generalforsamlingen udarbejdes et referat, der underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter det har fuld beviskraft i enhver henseende.

§16 stk. 5. Senest en måned efter generalforsamlingens afholdelse, offentliggøres referatet på foreningen hjemmeside.

Medlemmerne kan ved skriftlig henvendelse til formanden, gøre krav på et skriftlig omdelt referat.

§17. Når der på generalforsamlingen er truffet gyldig beslutning om forhold af fælles interesse, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning. 

§18 stk. 1. Bestyrelsen består af mindst 5 grundejere incl. formanden, der vælges af generalforsamlingen. Formanden vælges direkte af generalforsamlingen, mens bestyrelsen i øvrigt konstituerer sig selv. Generalforsamlingen vælger desuden 1. bestyrelsessuppleant.

§18 stk. 2. Kan formanden ikke vælges direkte jf. §18 stk.1 – vælges et nyt bestyrelsesmedlem, hvorefter bestyrelsen konstituerer sig selv frem til næste ordinære generalforsamling.

§18 stk. 3. Bestyrelsesmedlemmer og suppleant vælges for to år ad gangen - genvalg kan finde sted. 2 medlemmer og formanden vælges i lige år. 2 medlemmer og suppleanten vælges i ulige år – genvalg kan finde sted. 

§18 stk. 4. Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter at suppleanterne er tiltrådt, bliver mindre end 4, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.

§18 stk. 5. Medlemmer af grundejerforeningen er pligtige til at modtage valg som medlem af bestyrelsen og virke i denne funktion i mindst en valgperiode inden for hver 10 års periode.

§18 stk. 6. Bestyrelsen tildeles et årligt erkendtlighedsbeløb. Størrelsen fremgår af forslag til budgettet og godkendes af generalforsamlingen.

§19 stk. 1. Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed, herunder drift og vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg, og udøver de administrative beføjelser, som er henlagt til foreningen.

§19 stk. 2. Generalforsamlingen kan overdrage foreningens administrative opgaver eller dele heraf til en af generalforsamlingen valgt administrator.

§19 stk. 3. Bestyrelsen afholder møder ad hoc.

§19 stk. 4. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører protokol over forhandlinger og de af bestyrelsen trufne beslutninger. Protokollen underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer, og referatet udsendes ved opslag på foreningens hjemmeside. 

§19 stk. 5. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer møder.

§19 stk. 6. Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§19 stk. 7. Kasseren kan alene makimalt hæve/betale beløb på op til 5000kr. Større beløb kan kun gennemføres ved godkendelse af formanden. Hvis formanden har forfald, kan der i særlige tilfælde godkendes af et bestyrelsesmedlem.

§19 stk. 8. Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af foreningens medlemmer uden for bestyrelsen. Dog skal udvalgsformanden altid være et bestyrelsesmedlem.

§20. Foreningen tegnes over for tredjemand af et flertal af bestyrelsen eller af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening.

Kap.6 Regnskab og revision. 

§21 stk. 1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret 1/1 - 31/12. 

§21 stk. 2. Generalforsamlingen vælger revisor og revisorsuppleant - genvalg kan finde sted. 

§21 stk. 3. Regnskabet tilstilles revisor inden den 31/1og skal være revideret, såvel talmæssigt som kritisk, så betids, at en ekstrakt med revisorpåtegning kan udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen.

§22 stk. 1. Medlemmernes indbetalinger foretages til det sted, som angives af bestyrelsen. Foreningens midler indsættes i bank eller sparekasse i foreningens navn.

§22 stk. 2. Den kontante kassebeholdning må ikke overstige et af bestyrelsen fastsat beløb.

Kap.7 Forskellige bestemmelser.

§23. Fremkommer der spørgsmål, hvorom denne vedtægt intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§24 stk. 1. Generalforsamlingens beslutning om ændring af foreningens vedtægter kræver 2/3 majoritet blandt de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, som dog mindst skal udgøre halvdelen af foreningens medlemmer.

§24 stk. 2. Er det fornødne antal medlemmer ikke til stede, men mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, indkaldes på ny til generalforsamling, der skal afholdes inden en måned. På generalforsamlingen kan forslaget vedtages, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer uden hensyn til de mødendes tal er for forslaget.

§24 stk. 3. Ændring af foreningens vedtægt kræver Byrådets samtykke.

Således vedtaget på generalforsamlingen den 10. DEC 2007. Og ændret på generalforsamlingen den 15. Marts 2016 og 17. August 2021. 

I bestyrelsen: 

Benny Nissen

Hasse Vad

Ole Jensen

Stefan Jensen

Elisabeth Hansen

Bo Richter